I 1952 burde bogen have ramt den europæiske offentlighed som en meteor. Men livet gik som bekendt videre, fornægtelsen vandt, og snart var kommunisme og socialisme det nye ideal i Vesteuropa, på universiteterne osv. Dem, der protesterede højlydt, blev kaldt koldkrigere og krigsliderlige, hvilket leder os frem til et grufuldt paradoks: På intet tidspunkt i den vesteuropæiske historie har venstreorienterede idéer stået så stærkt som i den 40-årige periode frem til 1989, da kommunistiske partier skaltede og valtede med befolkningerne.
Grunden, til at jeg overhovedet begyndte at interessere mig for politik, var Den Kolde Krig. Hvis det passede, hvad jeg kunne læse mig til i bøger, aviser og blade i 1980’erne, var den jo helt gal på den anden side af Jerntæppet.
”USSR ud af Rusland!” hed en af de artikler, jeg læste dengang, og det skrev jeg så med filtpen på min Fjällräv. Siden fandt jeg ud af, at det stod endnu værre til i øst, og at den vestlige opinion lod sig narre af de officielle paroler, ”fredsbevægelsen” og venstrefløjens systematiske skønmaleri.
Hvad, der dengang var ”koldkrigere”, hedder i dag ”islamofober”, og det kan ikke kun være mig, der oplever en følelse af et deja-vu i disse år. Nok engang står vi over for en fjende, som vi ikke anerkender som sådan. Nok engang har vi inviteret fjenden indenfor som i historien om den trojanske hest.
Mens kommunismen var religion forklædt som et politisk system, er islam et politisk system forklædt som religion. Hverken kommunismen eller islam er således, hvad de giver sig ud for. Kommunismen var ret beset en tro på frembringelsen af et klasseløst samfund. Islam er ret beset en politisk model for et guddommeligt regime. Der er et stærkt element af fup og forblindelse involveret i begge fænomener. Ligesom i kommunismen ligger der i den islamiske bevægelse, der kom til Europa for 30 år siden takket være den irreversible masseindvandring fra Mellemøsten og Nordafrika, en forstillelse. Den spiller med fordækte kort, ligesom de muslimske ”kulturforeninger” herhjemme, der for manges vedkommende reelt er revolutionære celler, som arbejder for radikalisering og fundamentalisme på linje med de mest bogstavtro moskéer. Disse foreningers og moskéers bagmænd er ikke ”rodløse” enkeltindivider på jagt efter en identitet, sådan som vi har for vane at sige, men udgør kernen i et kollektiv med lange rødder tilbage til Koranen og Muhammeds eksempel, som forlener dem med vrede og politisk idealisme. De drømmer om et helt andet samfund domineret af hellige mænd, ikke blot et religiøst liv.
Hvor kommunismen i virkeligheden apellerede mest til idiotiske intellektuelle og ikke til ret mange almindelige mennesker, udgør islam en voksende appel for muslimer i Europa. De er kommet hertil i et tempo og omfang, som af fremtidens historikere vil blive kaldt en folkevandring, men de har taget islam med og gør den gældende politisk, kulturelt og socialt. Det går over al forventning.
Disse bestræbelser ses tydeligst hos salafister, wahhabister, Hizb-ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskab. Det er i det hele taget karakteristisk, hvor nemt og ofte islam lader sig ”misbruge”. Hvis blot islam var en religion forstået som en metafysisk søgen efter indre ro og harmoni som i den mystiske sufisme, ville der ikke være grund til bekymring. Men sandheden er, at islam er så meget mere, og at store dele af både sunni- og shiaislam står i modsætning til de europæiske samfunds værdier og interesser. Det foruroligende ved islam er, at den sætter universelle, religiøse love og regler over de sekulære, demokratiske og nationale love i de europæiske lande. Intet sted, bortset fra Tyrkiet, har muslimer vist sig i stand til at reformere den hellige rangorden, og i Tyrkiet er magthaverne afhængige af et stærkt militær. Uden det ville den sekulære stat ikke holde længe, og der sker under præsident Erdogan en glidning tilbage mod en mere islamisk statsordning i Tyrkiet.
Forklaringen er den enkle, at islam også som skriftløs, folkelig størrelse har meget svært ved at underkaste sig lokale love. Islam er ligesom kommunismen et universelt begreb, dens arena hele verden og dens drøm et globalt broderskab. Når målet er universalisme, vil det lokale altid stå i vejen for målets realisering. Det er forkert at sige, at Vesten er i krig med islam. Det er islam, der er i krig med Vesten, det har den været i 1400 år. Det nye er, at islam pludselig befinder sig i hjertet af Europa, og at vi ikke har forstået faren derved, men plaprer løs om glæderne ved et ”multikulturelt” samfund, mens spændingerne vokser dag for dag.
Parallellen mellem kommunisme og islam skal ikke underkende bestræbelserne hos de muslimer, der faktisk forsøger at blive danske og tilpasser sig demokratiske love. De har brug for vores opbakning, for de sætter sig op mod kernen i islam.
De er oprørere. Islam derimod er oprørende.
Källa: http://m.jyllands-posten.dk/premium/kommentar/frontalt/ECE7487415/En-ny-trojansk-hest/
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar